Om os

Paper Grounds er et lille dansk designprojekt, hvor lamper skabes af naturens egne materialer. Hver lampe formes i hånden af genbrugspapir, kaffegrums og vand. Det giver et biomateriale med en rå, organisk overflade, der aldrig bliver helt ens. Variationerne i struktur, farve og form er en del af udtrykket og fortæller historien om materialet og hænderne, der har skabt det.

Idéen begyndte med ønsket om at forvandle restmaterialer til funktionelle og æstetiske objekter. I stedet for at producere lamper i store mængder, arbejder Paper Grounds i små batches, hvor fokus er kvalitet og nærvær i processen. Hver lampe støbes, tørres og færdiggøres manuelt, og resultatet er lys med karakter, varme og et tydeligt spor af håndværk.

Paper Grounds er for dig der søger noget andet end det glatte og masseproducerede. Lamperne passer ind i moderne, nordiske hjem og i miljøer hvor materialer og teksturer får lov at spille en rolle. Det enkle formsprog kombineret med de naturlige overflader giver en rolig stemning, som kun kan opnås gennem ægte materialitet.

Missionen er simpel:
At skabe belysning der både er æstetisk, bæredygtig og tættere på naturen. At vise at genbrugsmaterialer kan blive til noget smukt og brugbart. Og at tilbyde et alternativ til traditionelle designlamper gennem produkter der føles levende, personlige og lavet med omtanke.

Paper Grounds holder produktionen lokal, bruger så få materialer som muligt og undgår plast hvor det kan lade sig gøre. Produktionen er langsom, men bevidst. Det er sådan lamperne får deres udtryk.

Tak fordi du kigger forbi og støtter håndværk, genbrugsmaterialer og små virksomheder.